Notat til Folketinget om risiko ved normering på kommunalt gennemsnit

Notat til Folketinget om risiko ved normering på kommunalt gennemsnit

Lovgivning om minimumsnormering er symbolpolitik og sikrer ikke børnene nok voksne. Folketinget har bedt Pernille Rosenkrantz-Theil besvare vores henvendelser. Læs mere nedenfor.

Tilbage i 2019 blev der indgået en aftale om minimumsnormering. Med lovtiltaget skal kommunerne senest per den 1. januar 2024 sikre minimum én medarbejder til tre børn i vuggestuen og én til seks børn i børnehaven.

Efter sigende er intentionen med den aftale, der er indgået af aftalepartierne, at minimumsnormeringerne skal sikre en bund for alle børn – men det kan være vanskeligt at gennemskue, hvordan det reelt sikres, at denne ”intention”afspejles i kommunerne. Det skyldes mange forhold, og nedenfor har vi oplistet de væsentligste: 

  1. Opgørelsen finder sted på baggrund af Danmarks statistiks tal, som er ubrugbare, også ifølge Danmark Statistik selv, fordi personale, som aldrig er hos børnene, tælles med i opgørelsen.
  2. Opgørelsen kommer til at ske baseret på et kommunalt gennemsnitligt niveau. Opgørelsen bliver altså lige så ulogisk som et klasseloft baseret på alle klasser i alle skoler i en hel kommune.
  3. Tiltaget sælges som "minimumsnormering", hvilket betyder, at størstedelen af forældre føres bag lyset og faktisk tror, at der er tale om en ansvarlig normering, når normeringen i mange tilfælde vil være uændret og forsat uforsvarlig.

I det følgende har vi sat skarp på den problematik, at normeringen opgøres baseret på et gennemsnit af alle stuer i alle fx børnehaver i en hel kommune. Konceptet om et gennemsnitligt niveau svarer til, at man baserede et klasseloft på et kommunalt gennemsnit af alle klasser i alle skoler i en hel kommune - hvilket ingen mening ville give. Konceptet giver derfor heller ingen mening på daginstitutionsområdet.

Så selvom der på papiret er indgået en aftale om minimumsnormering, er det altså langt fra garanteret, at der bliver tale om nok voksenkontakt i form af én medarbejder til tre børn i vuggestuen og én til seks børn i børnehaven set fra børnenes perspektiv.

Vi har udarbejdet et eksempel, hvor vi viser, hvordan den såkaldte minimumsnormering sagtens i praksis kan være én medarebjder til ti børn, hvis der bruges et kommunalt gennemsnit og endda én medarbejder til 16 børn, hvis der både er tale om et gennemsnitligt niveau og samtidig anvendelse af Danmark Statistiks tal (eksemplerne forklares nedenfor):

Eksempel 1:" Minimumsnormering" på institutionsniveau

I både eksempel 1 og 2 overholder Børnehave A, B og C lovens krav til minimumsnormering på 1 voksen pr. 6 børnehavebørn (i vuggestuer 1 voksen pr. 3 vuggestuebørn). I eksempel 2 baseres minimumsnormeringen på et kommunalt gennemsnit, og kommunens prioritering af normering til andre institutioner sker på bekostning af Børnehave C, der er endt med en normering, som giver børn risiko for kognitive skader og stress.

Børnenes bureau er bekendt med, at partierne bag aftalen om minimumsnormeringer er enige om at ”vurdere muligheden for og hensigtsmæssigheden af” eventuelt lovbundne minimumsnormeringer på institutionsniveau. Det er imidlertid vores opfattelse, at dette punkt i aftalen er spil for galleriet og blot en måde, hvorpå sikringen af reel voksenkontakt til børnene kan trækkes i langdrag.

Daginstitutioners normering er idag så beskåret, at der skal afsættes væsentlig flere ressourcer, end de ressourcer, der løbende afsættes på finanslovene eller forpligtes via økonomiaftalerne.

Nedenfor på Download fil kan du læse vores breve til Folketinget vedrørende kommunalt gennemsnit, som Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg har bedt Pernille Rosenkrantz-Theil besvare.

Artiklen opdateres i takt med ministerens besvarelse.